Leverkræft

Jeg er så magtesløs! Vi svæver på grænsen mellem det intime og det perifære, jeg tror, det er noget at det, der gør det hele så forbandet svært! Jeg vil gerne mindske lidelserne, jeg vil gerne gøre en forskel, men der er andre til den opgave. Jeg vil så gerne være der i de sidste stunder, men der er mange andre, der har større fortrinsret end jeg. De sidste stunder er heldigvis stadig langt ude i fremtiden, men den sorte sky fylder meget til tider. Tanker som, hvad der mon er på den anden side af den sorte sky, presser sig på. Og hvordan mon det bliver, når det bliver alt for smertefuldt? Bliver jeg mon udelukket...?

Men i dag går det godt...