De hule mænd

I

Vi er de hule mænd
Vi er de udstoppede mænd
Lænet mod hinanden
Med hoveder af strå. Ak!
Vore indtørrede stemmer, når
Vi hvisker til hinanden,
Er stille og meningsløse
Som vinden i det tørre løv
Eller rottefødder på glasskår og støv
I vore tørre kælder.

Skikkelse uden form, skygge uden farve,
Lammet styrke, gestus uden bevægelser;

De som drog
Med direkte blikke, til dødens andet Rige
Husker os - om overhovedet - ikke som tabte og
Voldsomme sjæle, men blot
Som de hule mænd
De udstoppede mænd

II

Øjne jeg ikke tør møde i drømme
I dødens drømmerige
Disse ser man ikke:
Dér, der er øjnene
Sollys på en knækket søjle
Dér er et træ som svinger
Og stemmen er
I vindens vinger
Mere fjern og mere stækket
End en svindende stjerne.

Lad mig ikke komme nærmere
I dødens drømmerige
Lad mig også antage
Så udførlige forklædninger
Rottepels, kragedragt, krydsede stave
På en mark
Bevæger mig som vinden i en have
Ikke nærmere -

Ikke dette sidste træf
I tusmørkeriget

III

Dette er det døde land
Dette er kaktusland
Her er stenens billeder
Rejst, her modtager de
Påkaldelsen fra en død mands hånd
Under stjernens svindende tindren

Er det sådan hér
I dødens andet rige
Vågner alene
I timen hvor vi
Brister efter barmhjertighed
Læber der vil kysse
Fremsiger bønner til en knækket sten.

IV

Øjnene er ikke her
Der er ingen øjne her
I denne dal af døende stjerner
I denne hule dal
Denne vor tabte rigers knuste kæbe

På dette sidste mødested
Famler vi sammen
Og undgår stemmer
Samlede på bredden ved den svulne flod

Uden syn, medmindre
Øjnene viser sig her igen
Som den bestandige stjerne
Mangebladede rose
I dødens tusmørkerige
Håbet alene
For tomme mænd.

V

Så går vi rundt om en kaktusbusk
Kaktusbusk, kaktusbusk
Så går vi rundt om en kaktusbusk
Tidlig søndag morgen.

Mellem ideen
Og det faktiske
Mellem bevægelsen
Og handlingen
Falder skyggen

Thi Dit er Riget

Mellem undfangelsen
Og skabelsen
Mellem følelsen
Og forståelsen
Falder skyggen

Livet er meget langt

Mellem begæret
Og spasmen
Mellem kraften
Og eksistensen
Mellem indbegrebet
Og afviklingen
Falder skyggen

Thi Dit er Riget

Thi Dit er
Livet er
Thi dit er

Det er sådan verden går under
Det er sådan verden går under
Det er sådan verden går under
Ikke med et brag men en klynken

Af T.S. Eliot
oversat efter The Hollow Men, 1925