"Undervevist kærlighed" af K.B.L.

Mørket lagde sig over min sjæl, spredte ulykke, kaos og depression
Forvirret bevægede jeg mig rundt mellem mine følelser, forstod intet
Det var som at være dømt, til et mørke der varede evigt, aldrig mere lys
Ledte desperat efter et lys ude i horizonten, bag bjergene af følelser

Tiden gik, langsomt og smertefuldt, forstod ikke mine egne følelser
Lukkede folk som stod mig nær ude, ude af mit sind, til hvad nytte
Mørket sænkede sig langsomt om mig, indhyllede mig i et tæppe af sorg
Ingen at snakke med, ingen at føle med, ingen til noget som helst, alene

Ledetråde begyndte at danne sig, jeg så en ude i horeizonten med et lys
Et lys af tryghed og varme, jeg søgte mod lyset men havde mistet modet
Turde ikke danne en kontakt, en kontakt som senere vil vise sig at være
At være nødvendig, endlig blev kontakten dannet, impulsivt, hurtigt

Mørket omkring min sjæl blev erstattet af et lys, der var så gammelt
Så gammelt at jeg nær havde glemt følelsen af dets varme skær, lys
Bjergene sank i havet, jeg slap ud, hun reddede mig med et lys af varme
Optimalt fungerende men stadig nervøs for at sige det, enkelt og svært

Jeg elsker dig Kimmie